Verdensborger

På tværs af verdens lande og kulturer bliver vi hele tiden mere forbundne - ikke mindst af de udfordringer, som vi kun kan løse ved fælles hjælp. Drømmer du om at være med til at finde løsninger på problemer som klimaforandringer eller unges mistrivsel, så er Verdensborgerlinjen lige noget for dig!

Med udgangspunkt i tanken om medborgerskab vil du blive udfordret på din grundlæggende forståelse af verden. Du vil desuden møde dedikerede mennesker, organisationer og institutioner, som på forskellige måder prøver at gøre verden til et bedre sted, og du vil selv lære at tage affære og skabe det samfund, du ønsker dig.

På Verdensborger kommer du blandt andet til at arbejde med

• Aktivt medborgerskab
• Interkulturel forståelse
• Det internationale samfund
• Sociale problematikker
• Kampagner og virkemidler

På linjedage kan vi have besøg af en person, der har skabt forandring i verden, lever et liv, der er anderledes end flertallets, eller har en bestemt jobfunktion, for at få et indblik i deres hverdag. Andre gange kan vi selv
besøge fx sociale projekter eller internationale organisationer. Vi kan også udveksle tanker og ideer med unge i andre lande eller samarbejde med dem om at udvikle projekter.

Vores mål er, at du bliver mere afklaret omkring dine mulige valg efter 10. klasse, uanset om du tænker på en gymnasial- eller erhvervsrettet uddannelse, og at du udvikler din forståelse af din egen rolle som
medborger lokalt, nationalt og globalt.

Det bliver et lærerigt og anderledes skoleår med masser af oplevelser og fællesskab, hvor du med garanti vil udvikle dig som aldrig før.

Sidst opdateret den 20. juni 2024