Kreativ

Kreativ er et oplagt valg for dig, hvis du interesserer dig for tegning, kunst, teater, musik eller andre kreative udtryksformer. Vi glæder os til at byde dig velkommen til et år på skolens mest farverige linje!

Kunst, teater og musik

På denne linje forfølger vi drømmen om at bruge kreativitet i både uddannelse og job. Du er med til at planlægge året, hvor du udvikler dine faglige og personlige kompetencer gennem kreativitet og fantasi. Vi samarbejder med de andre linjer på skolen, og får besøg af udøvende kunstnere der kan inspirere os. Vi henter også inspiration på ture ud af huset, til museer, i teateret og på udstillinger.

Vi tager udgangspunkt i dig og dit talent og dine interesser, fordi vi tror på, at man lærer mest når det man laver betyder noget for en.

Du får mulighed for at arbejde projektorienteret, og vi eksperimenterer med at kombinere forskellige kreative udtryksformer. Du får mulighed for at udvikle dit talent samtidig med, at du bliver forberedt til afgangsprøven i 10. klasse. At arbejde med processen fra ide til færdigt produkt vil også hjælpe dig med at stå stærkere til prøven i dansk, engelsk og matematik.
Vi øver os - og det du ikke tør lige nu, tør du lige om lidt.

Ved årets afslutning kan du søge ind på ungdomsuddannelse, og du er et skridt foran, hvis du vil søge ind på en kreativ uddannelse.

Velkommen til et år fyldt med kreative udfordringer og oplevelser!

Sidst opdateret den 20. juni 2024